Synstræning

 

En investering for livet


At se

Synet er den mest dominerende proces i menneskets udvikling og resten af livet igennem. Synet repræsenterer alle dine sanseindtryk. Alt, hvad du foretager dig, har tilknytning til synet. Synstræning skaber en effektiv synsproces ved at træne og samordne synets komponenter og er et unikt instrument, som er lige velegnet for dem med et regulært synsproblem som for sportsfolk, der vil opnå toppræstationer. At se, er evnen til at uddrage mening og iværksætte sin handling på grundlag af lysbåren information. Når synet er effektivt, virker kroppens og øjnenes motorik præcist og velkoordineret, med et minimum af anstrengelse og energiforbrug.


Et synsproblem
Et synsproblem er et uopfyldt visuelt behov. Selv den bedste læser i en klasse kan have et synsproblem, der forhindrer hende i at udnytte sit fulde potentiale. Efterladt uopdaget kan problemet med tiden føre til udvikling af synsfejl, som senere kræver konstant brillebrug. Et eksempel herpå er nærsynethed, som med en tidlig forebyggende indsats ofte kan undgås.

 

Synstræning

Visuel træning er designet til at udvikle og forbedre individuelle synsfærdigheder. På baggrund af synsundersøgelsen afgøres det, om du eller dit barn har brug for træning. De fleste træningsforløb består af løbende kliniklektioner og krav om 20-30 minutters daglig hjemmetræning i mindst 5 dage om ugen i træningsforløbet. Da Visuel træning ikke er en behandling, men bedre kan sammenlignes med et indlæringsforløb, kræver det deltagerens motivation og medvirken for at opnå det ønskede resultat. Hvis du eller barnet ikke er motiveret, udsættes træningen hellere til et senere tidspunkt.


Hvilke problemer kan løses med synstræning?


De følgende problemer er dem, der hyppigst løses gennem træning.


Indlæringsproblemer
Hos børn med synsrelaterede indlæringsproblemer findes ofte helt normal synsskarphed og tilsyneladende normal synsfunktion. Men de lider ofte under utilstrækkeligt udviklet øjenmotorik, dårligt samsyn og har fokuseringsvanskeligheder. Synstræning hjælper over 90% af disse børn til en lettere indlæring, typisk i løbet af en periode på 6-9 måneder.


Skelen og amblyopi
Skelen og amblyopi(dovent øje) er situationer, hvor samsynet ikke er udviklet i funktionsdygtigt omfang eller er tabt af andre årsager. Der er ikke påvist arvefaktorer i relation til skelen og "dovent øje", og kun i meget få tilfælde er de medfødte (ved medfødte menes, at problemet kan konstateres den første levedag, eller med sikkerhed kan henføres til arvelige sygdomme). Resten er problemer med den visuelle udvikling, og de reagerer meget positivt på træning. Selv de, der allerede har gennemgået skeleoperationer, har stor glæde af træningen, idet skelen jo generelt er mangelfuld øjenmuskelkontrol og ikke et muskelproblem. Når en skeler gennem træning opnår bedre kontrol over øjenmotorikken, stiger også kvaliteten af hans andre visuelle færdigheder.

 

Synsstress

Synsstress opstår, når de visuelle færdigheder ikke kan leve op til de stillede krav. Synsstress kan fremkalde en række forskellige diffuse eller klare symptomer og generel øjenirritation. Under alle omstændigheder nedsættes læsehastigheden, somme tider endda dramatisk. Den hyppigste løsning er en kombination af briller og synstræning. Gennem træningen opnås færdigheder, der er stærke nok til at kunne bære den belastning, der tidligere forårsagede gener.

 

Skader
Skader kan opstå i fosterstadiet eller som følge af fysiske påvirkninger. Det kan også være hjerneblødninger eller blodpropper i hjernen. Den slags skader kan medføre alle de andre typer synsproblemer i et hav af kombinationer. Briller hjælper yderst sjældent, men træning kan hjælpe den ramte til at genvinde sin tidligere funktion indenfor de fysiske begrænsninger, skaden har skabt. En meget hyppig skade er piskesmæld. Piskesmældsramte har særlig stor gevinst gennem træning af de visuelle færdigheder og det visuelle balancesystem.


Hvordan foregår synstræning?


Træningen foregår dels i klinikken dels som hjemmetræning. Generelt må påregnes ca 20-30 minutters hjemmetræning i den periode, træningen foregår. Hjemmetræningen skiftes løbende under programmet med nogle ugers mellemrum. I klinikken trænes på specifikke opgaver, der skal løses på forskellige niveauer.

 

Et typisk træningsprogram kan have følgende opbygning:
 

•"Grundskole 1", Motorisk stimulering til transformering af medfødte primitive reflekser (hvis tilstede), samt til udvikling af balance og generel kropskoordination.
•"Grundskole 2" udvikling af generel koordination, timing, symmetri og bilateralitet i bevægelsesapparatet i sammenhæng med synsfunktionen.
•"Grundskole 3" stimulering og automatisering af øjenmuskelkontrollen. Opøvelse af af øje-, hånd-, og kropskoordination.
"VT-klasse 1" Sensomotorisk træning af akkommodation / konvergens, fusion og rumopfattelse.

 "VT-klasse 2" Sensomotorisk træning til udvikling af visuel perception, hukommelse og kognition. "VT-klasse 3" Udvikling af hastighed og automatisering af Grundskole- og klasse 1+2 færdigheder

 

Forventninger til træningen

Et træningsprogram for udviklingsbetingede synsproblemer må normalt forventes at vare 9 - 16 måneder, meget afhængig af motivation og træningsindsats. Oftest vil gode resultater allerede kunne registreres efter 3-6 måneders træning. Gennem træningen forventes: Hæmning af resterende primitive reflekser (hvis tilstede).

 

1. Forbedret øjenmuskelkontrol.
2. Forbedret binokulær funktion og rumopfattelse.
3. Forbedret visuel opfattelse og behandling, og dermed afstandssyn.


Det understreges, at resultatet i høj er grad afhænger af kvaliteten og mængden af hjemmetræning. De opsatte forventninger må således ændres i relation hertil. Det er vigtigt at opsætte delmål for ikke at tabe overblikket og føle opgaven uoverskuelig. Træningen evalueres løbende under forløbet og i forbindelse med skift af klassetrin.