|
Det er aldrig for sent at behandle et dovent øje.
Når en person ser på en ting, kommer lyset fra genstanden ind i øjet og fokuseres på nethinden (retina) bagerst i øjet. Her foregår en kompliceret kemisk proces, som gør lyset til nervesignaler, som går fra begge øjne til hjernen. Når disse signaler når hjernen, samles de og omdannes til ét "billede" af det, man ser på. Samordningen af informationer fra begge øjne er en utrolig vigtig del af synet. Det er herfra, vi får vores afstandsbedømmelse og 3-dimensionale syn. Synsproblemer som amblyopi og skelen forstyrrer samordningen mellem øjnene og hjernen og skaber forvirring.
Synstræning både hos optometristen og hjemme kan ofte rette de underliggende årsager til amblyopi. Resultaterne kan ses allerede efter et par måneder hos små børn, medens større børn kan være op til et år om at reagere på behandlingen. Behandlingen af voksne er grundliggende den samme, men det tager længere tid, før resultaterne ses. Patienterne udfører øvelser udviklet til at forbedre fokusering og bedømmelse af rummet omkring dem. Når både amblyopien og de underliggende årsager er væk, er resultaterne permanente. Kan problemerne ikke rettes helt, må patienten blive ved med øvelserne af og til samt regelmæssige undersøgelser hos optometristen for at bevare den bedst mulige synsfunktion. Amblyopi kan gøre det vanskeligere at læse, gribe en bold eller parkere en bil. Sådanne aktiviteter kræver en ekstra indsats for at kompensere for visuelle begrænsninger. Desuden finder nogle mennesker med amblyopi det svært at bruge f.eks. kikkert og microskop, fordi øjnene ikke samarbejder særlig godt, eller de lukker det ene øje, når de læser.
Ofte skyldes skelen forvirring i de signaler, der går mellem øjnene og hjernen. Udviklingsvanskeligheder hos et barn kan give problemer med at styre øjnene, så de begynder at skele. Skelen kan også forårsages af et traume, feber eller i sjældne tilfælde, fordi der mangler en muskel. Spastiske lammelser, ubevidste bevægelser af øjet og infektioner er andre mulige årsager. Jo yngre man er, jo nemmere er det at lære den korrekte måde at bruge øjnene på. Ligesom at gå og tale kan disse evner læres og udvikles hele livet. Tidlig opdagelse og behandling af funktionelle problemer hos en optometrist er derfor vigtig. Ved skelen sender øjnene forskellige billeder til hjernen, hvilket kan føre til tydeligt forvirrende synssignaler og dobbeltsyn. Hjernen vil dog efterhånden ignorere eller undertrykke signalerne fra det ene øje for at se klart. Dette mærkes ikke, idet der ingen smerte er, og for hjernen føles det bare, som om det ene øje er lukket. Samlingen af øjnenes billedinformationer forstyrres, og dette fører til mange visuelle problemer, hvoraf det mest synlige tegn er skelen. Behandlingen af skelen og amblyopi sker ved træning af synet hos en behavioral optometrist. Optometrister med denne særlige uddannelse tilvejebringer de situationer og forhold, der er nødvendige for at lære at få fuld og automatisk øjenkontrol.
Forældre, som lægger mærke til usædvanlige øjenbevægelser, bør kontakte en optometrist. Tegnene kan være så utydelige, at forældre og lærere ikke opdager amblyopi eller skelen hos små børn. Derfor er det vigtigt, at forældre bringer deres børn til undersøgelse hos en optometrist i 3-års alderen og en gang årligt herefter. Jo tidligere et synsproblem opdages, jo nemmere er det at rette det.
|